Fra alle os til alle jer

Tak for et forrygende 2025 - og for alt det, I får til at ske.

2025 blev Det Digitale Folkebiblioteks 5-års jubilæum, et slags træbryllup for vores forening, som nu for alvor har slået rødder, vokset sig stærkere og fylder godt i bibliotekernes digitale skov.

I år fik vi sat en ny strategisk retning, lanceret Delingstjenesten, som mange af jer allerede bruger og bidrager flittigt til, og lanceret en ny version af GO på de lokale hjemmesider, hvor eReolens tilbud også flyttede ind.

Vi fik også lukket 37 af jeres udviklingsønsker til Folkebibliotekernes CMS, erstattet Cover Service med FBIinfo, uddelt Orlaprisen, produceret over 70 videoer med boganbefalinger fra børn, forhandlet nye aftaler hjem med forlagene, gjort opmærksom på, at tegneserier ER rigtig læsning og meget, meget mere.

Noget af det allerbedste ved 2025 har dog været at mærke jeres engagement, nysgerrighed og lyst til at være med til at bidrage og finde løsninger, der kommer alle biblioteker og brugere til gavn.

Så en ekstra stor tak til alle jer, der som indstationeringer, ambassadører, testere, referencegruppemedlemmer, sparringspartnere, webinardeltagere og biblioteksmedarbejdere yder et værdifuldt bidrag.

I er med til at sætte en tyk streg under, at vi alle sammen er kollegaer, der, som en af vores indstationerede medarbejdere udtrykker det: ”har det samme mål om at lave fede biblioteker i Danmark”.  

Vi slutter året af med en helt særlig julegave; Det Digitale Folkebibliotek er blevet tildelt puljemidler fra Slots-og Kulturstyrelsen, der gør det muligt at gennemføre en samlet opgradering af de digitale bibliotekstilbud og skabe en endnu bedre sammenhæng i brugerrejsen på tværs af biblioteket.  

Noget af det vi kan se frem til med dette projekt, er blandt andet en let forståelig mulighed for at reservere fysiske bøger via den lokale GO-side, landingpage med overblik over hele bogserier og styrket data på GO og Delingstjenesten.

Så vi glæder os helt vildt til at komme i gang med 2026, hvor vi også tager hul på udviklingen af de nye apps.

 Men inden det hele går løs igen, ønsker vi jer alle en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår!

 

Forrige
Forrige

Ambitiøs videreudvikling af FAKTOR

Næste
Næste

Status på udviklingsønsker 2025