Ambitiøs videreudvikling af FAKTOR
Efter nogle turbulente år med betydelige driftsudfordringer, særligt relateret til FBS-data i FAKTOR, har vi i 2026 mulighed for at fokusere på en mere ambitiøs videreudvikling af platformen.
Første skridt bliver at opdatere og modernisere vores server-miljø. Det gør vi ved at flytte FAKTOR over på en Microsoft Fabric løsning, hvilket medfører mange driftsmæssige, økonomiske og udviklingsmæssige fordele. Her kan bl.a. nævnes:
Lavere licensomkostninger : Det er markant billigere at lave løsningen i Fabric end den nuværende løsning med en Virtual Machine i Azure.
Lavere driftsomkostninger : Det er simplere at drifte og vedligeholde løsningen, da man ikke selv skal håndtere Windows-opdateringer, firewalls, software-kompatibilitet, SQL Server-versioner og patches, m.m.
Skalérbarhed : I Fabric er det let at ”skrue op og ned” for kapacitet og hastighed, og man skal f.eks. ikke købe en hel ekstra disk, bare fordi man mangler nogle få hundrede megabyte til en midlertidig løsning eller update.
Højere sikkerhed : Den version, vi kører i dag, er ikke længere fuldt understøttet, hvilket øger risikoen, og der er funktionalitet, der ikke længere virker (f.eks. statusmails om jobkørsler). Her ville man skulle bruge tid på at opgradere.
Moderne løsning : Der er flere og flere der efterspørger og anvender Power BI. Det er et ”lækrere” interface. Institutioner, der selv har kompetencer og licenser, vil let kunne arbejde videre med Power BI.
Planen er, at vi implementerer den nye server-løsning i løbet af foråret 2026 med ambition om at overgå til drift senest i maj.
Når vi er i normal drift på den nye server, vil vi begynde at kigge på udvikling af nye datakilder mv. på platformen.
Vil du være med til at teste?
Vi vil meget gerne inddrage de biblioteker som kunne tænke sig at følge denne proces tættere, komme med feedback og evt. hjælpe med at teste for os, så vi håber nogle af jer har lyst og mulighed for det.
Hvis man som bibliotek gerne vil inddrages i ovenstående og evt. hjælpe med test, skal man skrive til Torbjørn Porsmose på tpr@detdigitalefolkebibliotek.dk.
Vi vil gøre alt hvad vi kan for, at løsningen minder mest muligt om den nuværende både i forhold til ”look and feel”, men også i forhold til funktionalitet.
I vil kunne tilgå de samme data som nu, de samme rapporter, og hente data på samme måde.
Til sidst skal det lige siges at vi også vil udarbejde vejledninger til bibliotekerne, i brugen af det nye interface, samt invitere til oplysende webinar, når vi er kommet længere i processen, sandsynligvis i marts-april.