Early access til de nye apps er i gang
I Det Digitale Folkebibliotek har vi lige nu fuldt fokus på lanceringen af de tre nye apps Mit Biblo, Biblo og Biblo GO! Arbejdet sker i tæt samarbejde med vores leverandører og med aktiv involvering af jer ude på bibliotekerne.
Vi har netop nået en af de første store milepæle i lanceringsplanen: Mit Biblo er nu gjort tilgængelig for et begrænset antal brugere i en early‑access‑version. Det er den første udgave af den app, som efter planen lanceres officielt den 20. oktober.
Tirsdag den 15. september blev early access udrullet til 420 iOS‑brugere, og onsdag den 16. september fulgte 170 Android‑brugere. Fælles for alle deltagere er, at det er medarbejdere på bibliotekerne og hos Det Digitale Folkebibliotek, som nu har mulighed for at give feedback og indmelde fejl. Det giver os værdifuld indsigt, som gør det muligt at finpudse og forbedre appen frem mod lanceringen.
Early access giver samtidig en stor gruppe biblioteksmedarbejdere mulighed for at afprøve den nye app i praksis, inden borgerne tager den i brug og begynder at henvende sig med spørgsmål og behov for hjælp.
Efter planen følger early‑access‑versionerne af Biblo og Biblo GO! i slutningen af september.