Børneinddragelse giver gode resultater
Rolf fra GO-redaktionen holdt d. 21. november oplæg til netværksmøde i DR-byen i regi af projektet Alle Ord Tæller.
Her fortalte han om den tegneserie-kampagne, som GO har kørt sammen med Centralbibliotekerne med stor succes dette efterår.
Succesen kan vi blandt andet se ved at:
— Kampagnens videoer er set hhv. 206.000 og 107.000 gange, og begge videoer har en høj fastholdelsesprocent (69% og 95%)
— 39 kommuner har haft kampagnen kørende i biblioteksrummet
— Udlånet af tegneserier er steget
Tegneserier ER rigtig læsning
Årsagen til kampagnens succes skal blandt andet findes i dens store grad af børneinvolvering. Kampagnen tager udgangspunkt i udsagn fra en brugerundersøgelse foretaget blandt børn fra mellemtrinsgruppen. Børnene kan rigtig godt lide at læse tegneserier og bøger med mange illustrationer, men oplever at forældre og andre voksne ser ned på deres tegneserielæsning. Budskabet fra de voksne er, at det ikke er ”rigtig læsning” – og dette ødelægger læselysten hos børnene.
Identifikation og børnemagt
Netop dette perspektiv har vi taget seriøst og givet en stemme til i kampagnen. I kampagnens video er to børn anholdt for at have læst tegneserier. En absurd situation, der fremhæver de selvmodsigende signaler, børnene møder: De får at vide, at de skal læse mere, men de må ikke læse det, de faktisk har lyst til at læse.
Fra både visnings- og udlånsstatistikker samt fokusgrupper med børn ved vi, at videoens budskab i dén grad resonnerer hos børnene.
Har du ikke set kampagnens video endnu, kan du finde den her: "ANHOLDT AF POLITIET – FOR AT LÆSE?!" | Tegneserier ER læsning! | GO