Vi søger redaktionschef til Bibliotekernes Nationale Redaktion (barselsvikariat)

Vil du stå i spidsen for den dygtige redaktion, som varetager litteraturformidlingen på eReolen, GO og bibliotekernes lokale hjemmesider?

Vores redaktionschef skal på barsel, så vi søger en til at overtage ledelsen af Bibliotekernes Nationale Redaktion, som har base i Filmbyen i Aarhus. Det Digitale Folkebibliotek har kontorer i både København og Aarhus, hvorfor der i jobbet forventes ture til København.

Bibliotekernes Nationale Redaktion er etableret i 2024 og har siden stået for at koordinere og producere digitalt indhold til bibliotekernes platforme – lige fra artikler om litteratur til større videoproduktioner med børn, der anbefaler bøger til andre børn.

Her har du altså mulighed for at lede arbejdet med at skabe indhold, der når ud til alle landets bibliotekshjemmesider samt eReolen og GO, der med ca. ti millioner e- og lydbogsudlån pr. år er Danmarks største streamingtjeneste for litteratur.

Du får mulighed for at sætte dit præg på fremtidens digitale folkebibliotek i en tidsbegrænset periode, som måske betyder, at du har søgt orlov fra din nuværende stilling eller at opgaven på anden måde passer ind i dine planer.

Om Det Digitale Folkebibliotek

Det Digitale Folkebibliotek er en medlemsdrevet forening, der styrker det samlede bibliotekstilbud og brugen heraf gennem digitale produkter og indhold til disse, der understøtter bibliotekernes formål med at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet.

Om rollen

Som redaktionschef for Bibliotekernes Nationale Redaktion vil du være med til at forme og skabe retning for formidling målrettet bibliotekernes slutbrugere, og du vil blive en del af et lederteam, som er ansvarlig for at levere digitale løsninger til gavn for alle landets biblioteker og borgere. Du vil arbejde tæt sammen med dygtige medarbejdere og eksterne samarbejdspartnere, og du vil have ansvar for både den daglige drift og aktuelle udviklingsprojekter.

Dine opgaver vil inkludere:

  • Daglig ledelse af redaktionsteamet

  • Prioritering af indsatser og strategisk retning for formidlingen

  • Koordinering af og samarbejde med en styregruppe bestående af bibliotekschefer

  • Budget- og rapporteringsansvar

  • Ansvar for partnerskaber og samarbejde med eksterne aktører, herunder at indgå i styregrupper og advisory boards

Du vil stå for den daglige ledelse af et velfungerende team på syv dedikerede og fagligt stærke medarbejdere, være ansvarlig for den løbende inddragelse af bibliotekerne samt være med til at sikre synergien mellem indholdet og de tekniske løsninger, som Det Digitale Folkebibliotek udvikler og drifter på bibliotekernes vegne.

Om dig

Vi søger en redaktionschef, der er:

  • Erfaren inden for formidling: Du har erfaring med redaktionel ledelse og digital indholdsproduktion inden for kulturbranchen

  • God til at styre processer: Du har arbejdet med udvikling af nye koncepter og formater og forstår at skabe fremdrift og bevare overblikket

  • En dygtig leder: Du er en erfaren og empatisk leder, der kan skabe retning for specialister og fremme samarbejde på tværs af teams og fagområder

  • Klar til et dynamisk miljø: Du trives med meget ansvar og kan navigere i en mindre organisation med flade hierarkier

  • En holdspiller: Du ved, hvad det kræver at være en god kollega i et lederteam og organisationen som helhed

Vi tilbyder

  • En vigtig rolle i en organisation, der arbejder for at gøre viden og kultur tilgængelig for alle

  • Et dedikeret team af kollegaer, der arbejder på tværs af geografi og fagområder

  • Stor indflydelse på udviklingen af bibliotekernes digitale formidling

  • En dynamisk og fleksibel arbejdsplads med højt til loftet og et fladt hierarki

  • Base på vores kontor i Filmbyen i Aarhus C med mulighed for delvist hjemmearbejde

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomst mellem KL og relevant faglig organisation. Stillingen er tidsbegrænset fra perioden 1. april 2026 til omkring 1. december 2026. Stillingen er på 37 timer pr. uge inklusive en halv times frokost.

Ansøgning

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte os på kontakt@detdigitalefolkebibliotek.dk

Send dit CV med en kort motivation via Jobindex. Søg før deadline den 11. februar kl. 12.

Vi bestræber os på at skabe en arbejdsplads, hvor alle føler sig velkomne og værdsatte. Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle kvalificerede kandidater – uanset alder, køn, etnisk baggrund eller andet – til at søge.

Se opslaget og ansøg via Jobindex
Læs mere om bibliotekernes nationale redaktion her
Læs mere om det digitale folkebibliotek her
Næste
Næste

Ambitiøs videreudvikling af FAKTOR