Afslutningsseminar: Det er ikke snyd med lyd
Den 26. november samler vi resultater og erfaringer fra projektet PLC i tale på afslutningsseminaret ”Det er ikke snyd med lyd” i Vejle.
PLC i tale har undersøgt, hvordan lydbøger og lyttemiljøer kan skabe nye veje ind i litteraturen – både i skolen og på biblioteket. I dag oplever lydbøger en markant fremgang: producenter udvikler indhold specifikt til formatet, og børn bruger lyd i stigende grad.
En undersøgelse viser, at 32 % af elever i 6. og 8. klasse bruger lydbøger i skolen. Netlydbøger vokser, og forskere peger på en ”markant fremgang i lytning til lydbøger” blandt børn og unge.
Lytning kan give adgang til litterære universer og ny viden – men også bidrage til velvære, afslapning og tryghed. En ph.d.-afhandling viser, at lytning kan styrke læsekompetencer, motivation og skoleengagement – især for børn med ordblindhed.
Som en del af projektet har GO bidraget med erfaringer om børneinddragelse, digital litteratur og videoformidling. Vi har produceret videoer med børn, der har deltaget i projektets indsatser, og hørt deres erfaringer med lydbøger. På seminaret deler vi indsigterne i oplægget ”Lydmaterialer og børn til børn-anbefalinger”, hvor børns egne stemmer og anbefalinger spiller hovedrollen.
Seminaret byder på en dag fyldt med inspiration: workshops fra projektskoler, hands-on afprøvninger, præsentationer fra CFU, podcastmiljøet Hul igennem – og et oplæg fra forfatter Kenneth Bøgh Andersen om arbejdet med at indlæse lydbøger for børn og unge.